Sortiment

Artikel af Niels Skjøldberg, Geasette a/s

  En farveskala til et 13-tal

Næppe nogen enkelt planteslægt byder på så mange forskellige farver som Rhododendron

Her findes alt fra de hvideste hvide til de dybeste purpur nuancer. Sågar sort indgår i skalaen, om end det kun er som en del af blomsten, i form af en større eller mindre ganetegning.

  Leg med farver

Legen med farverne i havens bede kan være lidt af en udfordring. Det er ikke kun haveejerens personlige mening om farvesammensætningen, men også husets - eller andre omgivelsers farver, der bør have indflydelse på resultatet.

Skal man hjælpes på vej gennem junglen af muligheder, må der nogle oplysninger til. Tag eksemplet, at huset er bygget af røde tegl. I det tilfælde vil det være en katastrofe at sammensætte et bed med de forkerte røde nuancer. Eksempelvis kan rød med orange skær, eller rød som går mod gult, umuligt plantes op mod rød med violet tone, ligesom skarlagenrød ikke passer til karminrød.

Med viden om en dominerende baggrundsfarve, husets for eksempel, skal planteindkøbet nøjes med neutrale eller lysere pastelfarver. Mod en gul murstensmur passer sart cremegule og varme orange toner fint sammen.

Farver som orange og violet går godt sammen. Karminrød, rosa og violet fremhæves ved hvidt, og en anden perfekt sammensætning er hvid sammen med lyseblå og klare rosa nuancer.

  Grundlæggende farver

De grundlæggende farver er de tre primære farver, nemlig rød, gul og blå. Det er såkaldt mættede farver. Til denne gruppe hører også farverne orange, purpur og violet. Alle er det farver, som vi genfinder i Rhododendron-sorterne.

Grønt, som er den rolige og samlende farve i vores indtryk af naturen, er en mættet farve, opstået ved blandingen af gult og blåt. De mættede farver kan være meget dominerende i haven, men anvendt rigtigt, for eksempel gul og orange sammen med rød i havens baggrund, skyldes det farverne, at blikket "trækkes" i den retning af haven.

Når farverne iblandes hvidt, får vi halvtone farver. Ofte vil man tale om "brækket hvid", cremegul, syren, pink og lysviolet. Ligesom med de mættede farver, kan flere halvtonefarver anvendes sammen, uden i egentlig forstand at kollidere med hinanden, for eksempel lyserøde nuancer, sarte pink og lilla går naturligvis fint sammen med hvid.

  Farveharmoni

Farveharmoni er et udtryk for, at farverne "passer til hinanden". Umiddelbart vil man ikke sige, at en næsten blåhvid blomst med rosarødt og dyblilla og tilføjet noget gult, vil være i harmoni.

Naturen går som så ofte sine egne veje og viser os, at selv farver, som vi ikke finder passende sammen, alligevel er i harmoni. Brug eventuelt naturens egen inspiration til et farvevalg!

Forskellige Rhododendronbede

  Sammenplantning

Sammenplantning af mange rhododendron kan med held foretages med både mættede og halvtone farver. De lysere halvtonefarver er gode i forgrunden, mens de mere mættede farver sættes i baggrunden. Nogle af planterne vil være afblomstrede, og andre vil springe senere ud. Det, at nogle af planterne står grønne, giver mere ro i beplantningen.

  Mode er fakta

Mode i surbundsbedet er fakta, og netop Rhododendron kan levere det hele. I dag er gule og mørke farver efterspurgte, og i legen med farverne kan begge dele sættes sammen.

Flotte gule og orange farver kan krydres med enten lyst gult eller rødt. Dybe, mørke violette farver står smukt med lysere violet, syren eller lavendel, herved mikses de mættede og halvtonefarverne.

De løvfældende Rhododendron (Azalea) er værdifulde, men desværre ret oversete. Denne gruppe indeholder blandt de gule, orange og røde endnu klarere farver end de stedsegrønne planters, og sammenblandet udvider det aspektet i farvegrupperne.

  Efter blomstring

Efter blomstringen byder Rhododendron på kvaliteter, som ikke opnås i hverken et staude- eller rosenbed. Nu står de smukke planter med hver deres nuance i løvets farver, og med hver deres vækstform.

Få råd på din planteskole omkring sammensætning af plantesorterne i bedet, som efter blomstringen og indtil næste år skal gøre synet af løvet til en daglig glæde.

Geisha Purple

Surbundsplanteklubben DPF . Hvidkærvej 29 . 5250 Odense SV . Telefon: 66171714 . fax: 65926917